Efterårets program er ved at være klar

Vigtige datoer:

17. September kl. 16.00 – 18.00

AWE debatmøde om “Verdensuddannelse i år 2010 ”

Sted: Vartov, Farvergade 27, København K

 m. efterfølgende generalforsamling kl. 19.00 – 20.00

Den 18.10 – 19.10 2010

Workshop for undervisere i forbindelse med kampagnen om 2015-målene

Sted: Biblioteket i Vejle

21.10 – 23.10 2010

AWE workshop og International Council meeting på Den internationale Højskole i Helsingør

25.10 – 29.10 2010

Fællesprogram med skolerne i Vejle om 2015 målene

Gæstelærere: Sujit Kumar Paul fra Indien og Livingstone Byekwaso fra Tanzania

25.10 – 5.11 2010

On tour program til Højskoler, efterskoler og folkeoplysningsinstitutioner om 2015 målene

Gæstelærere:  Theophilus Kwesi Tefe fra Ghana og Roberto D. Nicolasora (Boi) fra Filippinerne

Dertil kommer en række enkeltarrangementer, der løbende vil blive offentliggjort.

2015 målene

2015 målene er de udviklingsmål, FN vedtog som udviklingsmål til bekæmpelse af fattigdom i år 2000. Planen er at målene skal være nået i år 2015.

Selv om der stadig er alt for mange fattige i verden, så er der sket et markant fald i antallet af verdensborgere, der lever for under en dollar om dagen igennem de seneste 10 år. Der er også mange flere børn, der får en grundlæggende skoleuddannelse. Alt i alt var der stor optimisme at spore hos kampagneleder i FN Salil  Shetty, da han i dag talte ved et stormøde i Eigtveds pakhus. De gode nyheder om vækst og udvikling er for alvor ved at blive en del af  nyhedsstrømmen fra Syd, ikke bare fra vækstøkonomier som Brasilien, Indien og Kina. Mange lande i Afrika – og det gælder især for de lande, hvor regeringerne har inddraget 2015 målene i den politiske og strategiske planlægning – har nået overraskende positive resultater.

Danida og NGO-forums kampagne om 2015 målene til efteråret sætter fokus på de gode nyheder. Det gør AWE også. I forbindelse med AWE’s internationale council – meeting i Helsingør den 23. oktober vil en række AWE-medlemmer fra syd rejse rundt i Danmark og ved forskellige arrangementer fortælle, hvad de har er gang i – i deres hjørne af verden.

AWE har sammen med Karakwes venner lavet aftaler med Jordløse Friskole, Vejle bibliotek og skolebibliotekarer i Vejle, og AWE planlægger aktiviteter sammen med en række efterskoler og højskoler, Den frie Lærerskole i Ollerup og AOF i Svendborg.

International Council Meeting og aktiviter i Danmark

AWE Danmark planlægger en række aktiviteter i Danmark i forbindelse med International Council Meeting, der afholdes den 23.10 2010 på Den internationale højskole i Helsingør.

Vi har søgt Styrelsen for internationalt samarbejde om midler til at afholde en Workshop i uge 42 på IPC – International Peoples College ( Den internationale højskole i Helsingør). Workshoppen planlægges under titlen ”Globalisation and participation”. Hvis den workshop bliver en realitet, vil det give anledning til, at en række Europæiske borgere kan komme til Danmark og mødes med nogle af vores gæster fra resten venden. Det kan være afsæt til en spændende diskussion om Europas rolle i en globaliseret verden og om  indholdet i en europæisk verdensuddannelse.

Vi arbejder også på, at internationale gæster kan indgå i den oplysningskampagne om 2015-målene, som NGO-Forum står i spidsen for i perioden august-oktober 2010.

Organizational Development Recommendations

Anbefalinger til AWE Internationals fremtidige aktiviteter

Sidste år gennemførte AWE International en spørgeskemaundersøglese blandt AWE Chapters. Formålet var at fokusere på, hvilke fordele der er forbundet med at være et chapter under AWE, hvilke ønske chapters har til organisationens virke, hvilke behov der er for støtte og hvad det er, der skaber engement.

Ud over at give svar på disse spørgsmål, så opridser den 19 sider lange rapport også AWE’s historie – og den giver et fint billede af, hvad AWE er for en organisation. 

Rapporten kan downloades fra vores internationale hjemmeside: http://www.awe-international.com/?page_id=46

En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer

 

En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer

Af Jørn Boye Nielsen – medlem af AWE Danmarks bestyrelse

Jeg var NGO deltager som titusinder af andre som repræsentant for FN forbundet.

 

Det betød adgang til Bella Centret og dermed adgang til møder, samtaler over en kop kaffe med delegater og andre NGO folk, kunne følge plenarforsamlingen via store lærreder, og endelig deltagelse i mange andre arrangementer udenfor BC, f.eks. i DGI byen og endelig deltagelse i den store folkedemonstration 12 december.

 

Store forventninger.

Det der dominerede folks tanker de første par dage – både officielle og NGO deltagere og medierne – var at dette var tidspunktet hvor noget nyt globalt og forpligtende på klimaområdet skulle fødes. Dette fantastiske øjeblik skulle gribes. Man talte om tiden nu som et ”momentum” , der skulle fastholdes. Stemningen var at vi alle var en del af noget historisk. Meget store forventninger. Se talerne de første dage.

 

Allerede et par dage inde i konferencen, hvor ”det danske papir”, der ikke lægger op til noget bindende og sås som vestlig tankegang, og som det danske formandskab senere kraftigt benægtede betydningen af, starter en mistillid fra u – landene. De er bange for at blive snydt igen, som det er sket så ofte. 

 

Den ny verdensorden manifesterer sig

Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika koordinerer mellem sig selv og med u-landsgruppen – 77-landegruppen der består af 133 lande – disse alliancer er på trods af indre uoverensstemmelser ikke desto mindre afgørende. De 4 ”emerging economies” (Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika) har store og stærke delegationer. Den brasilianske delegation bestod af 695 delegater. Men mange i u-landsdelegationerne føler ikke, der bliver taget nok hensyn til dem fra vestlige lande, og især fra det danske formandskab.

U-landene, der har studeret hvem der bliver de stærke i fremtiden, føler sig empowered, men så er der lige det danske formandskab, der kommer i vejen.

 

Forecast frem til 2050 for ”the emerging economies” i Asien og Latinamerika ser sådan ud. Og den kender u-landene. 

 

   Hvis man ser på en af de bedste prognoser fra Goldman Sachs og ser på BNI (bruttonationalindkomst) får man flg. billede af verdens 8 stærkeste økonomier i 2008 og 2050.

  

 

 

 

 

 

Rækkefølge

2008

 

Land. 2008 BNI 2008.

I mill. US $.

Rækkefølge

2050

Land 2050 BNI 2050.

I mill. US$

1 USA 14.264.600 1 Kina 70.710.000
2 Japan 4.923.761 2 USA 38.520.000
3 Kina 4.401.614 3 Indien 38.227.000
4 Tyskland 3.667.513 4 Brasilien 11.366.000
5 Frankrig 2.865.737 5 Mexico 9.343.000
6 UK 2.674.085 6 Rusland 8.564.000
7 Italien 2.313.893 7 Indonesien 7.010.000
8 Rusland 1.676.586 8 Japan 6.675.000

Kilde: Goldman Sachs. Global Economics Paper no 153. 28 marts.2008.

 

Løkke fra Græsted – Gilleleje kommune i international politik. Det danske formandskab.

 

Det danske formandskab skulle have inddraget de 4 lande og u-landene massivt fra begyndelsen i stedet for at tro at Sarkozy, Merkel, Brown, og til sidst Obama bare kunne ordne det hele. Det blev sagt til dansk TV fra formandskabet på et tidligt tidspunkt, at man håbede at Sarkozy kunne tale med (kontrollere) den francofone verden, Brown tage sig af Commonwealth landene og Obama af resten. Denne næsten neo-koloniale opfattelse af hvordan u-landene kan kontrolleres, fungerer ikke i dag.

Det var direkte medinddragelse af den reelt eksisterende verden fra dag 1, der burde have været udgangspunktet. Men det gjorde det danske formandskab ikke. Det kom til at koste dyrt.

I begyndelsen af den anden uge bebudede Løkke et dansk kompromispapir. Og det blev lovet over 3 dage, men til sidst annonceret at det ikke ville blive offentliggjort.

U-landene og de 4 store lande i den tredje verden ville ikke have det. De ville have større medindflydelse. Og DK stod pludselig uden strategi.

Lars Løkke virkede som om u-landene  irriterede ham. Man kunne se det på hans kropssprog og hans bemærkninger: ”procedure, procedure, procedure” sagde han engang. Og det kan man godt sige i Græsted-Gilleleje kommune og i Frederiksborg Amtsråd, men det er meget uklogt i en global FN – plenarforsamling.

Og det u-landene i virkeligheden prøvede (via procedurespørgsmål) var at få Kyotoprotokollen tilbage på banen, hvilket var i deres interesse.

Det er naturligvis korrekt at sige, at det ikke var Lars Løkkes skyld at konferencen kuldsejlede, men han skabte ofte dårlige stemninger og dyrebar tid tabtes på papirer, hvor der ikke var konsulteret nok med den tredje verden.

 

Connie Hedegaard var derimod dygtig, åben og vidende om hvad hun skulle gøre. Men hun var en del af den danske strategi.

 

Klimapoliti og klimafængsel til ”klimalømler”.

 

Lømmelpakken der vedtoges kort tid før klimakonferencen var ikke det rette svar på evt. uroligheder. De 968 der blev tilbageholdt og ført til ”klimafængslet” på den store demonstrationsdag d.12.12, og hvoraf langt de fleste var almindelige danske og udenlandske borgere og unge der ikke havde kastet med sten, var en skændsel i dansk retshistorie. Det korte af det lange er jo, at de tilbageholdte blev frihedsberøvet (reelt anholdt) og sat i fængsel i 6 eller 12 timer uden at komme for en dommer. Frihedsberøvelse/indsættelse i fængsel og det at blive fremsat for en dommer hører altså sammen i et retssamfund. 

Lømmelpakken kan også bruges til 1 maj demonstrationer; til festivaller; og lign. Husk det!!

 

Princippet om at kun de der gør noget strafbart skal anholdes må det danske samfund ikke opgive. Hvis politiet får lov til (præventivt dvs før nogen har gjort noget strafbart) at anholde de der har sort tøj på eller er klædt på en bestemt måde, og som politiet tror måske(!?) vil gøre noget ulovligt, så er vi på vej mod politistaten.

80 % af de 968 der blev anholdt og sat i klimafængslet d. 12.12, var udlændinge ifølge politiet. De har ikke noget godt indtryk af Danmark. Ikke i noget andet demokratisk vesteuropæisk land har denne form for præventiv jura og deraf følgende politiindgriben mod lovlige demonstrationer i så massiv form været benyttet.

 

FNs mangel på organisationstalent i Bella Centret.

Det var også en skændsel at FN, som jo var ansvarlig for BC, accepterede næsten 3 gange så mange deltagere af alle slags i forhold til kapaciteten i BC. Det var ikke ansvarligt. Konsekvensen blev at deltagere i flere dage måtte, især mellem 9-15, stå mellem 4-8 timer i lange køer, ofte i minusgrader.

I flere dage vendte jeg selv om og tog ind til DGI byen, hvor der var mange udmærkede arrangementer åben for alle og med en god og åben atmosfære, og meget velorganiseret. Så ros til arrangørerne bag aktiviteterne i DGI byen.

 

Et magert resultat: En hensigtserklæring.

I forhold til det der var forventet var resultatet magert: en hensigtserklæring –”the Copenhagen Accord” – her:

http://unfccc.int/files/meetings/cop_15/application/pdf/cop15_cph_auv.pdf

 

Order ”accord” betyder overensstemmelse, overens om. Der er meget langt fra ord som aftale, protokol.

Man siger også i begyndelsen at deltagerne ”takes note of”, der jo betyder: tager til efterretning.  Det er meget langt fra at beslutte (adopt) noget.

 

På godt dansk betyder det: De lande der hele tiden har haft til hensigt at gøre noget godt, de gør noget godt, også efter COP15. De lande der ikke har lyst til at gøre noget, de gør ikke noget.

 

Hvis man kan mobilisere optimisme over dette, er det selvfølgeligt fint, men det er milelangt fra det alle ønskede og håbede.

 

Der er naturligvis fine og rigtige ord i erklæringen og nogle få konkrete mål: den globale temperatur under 2 grader; emission targets for 2020 for hvert land skal meddeles til FN; 30 mia. dollars 2010-12; 100 mia. dollars fra 2020 pr. år. Men der står ikke noget om hvordan pengene skal administreres, og hvor meget hvert land skal betale – så der er god plads til uenighed om dette også.

 

 

Positive aspekter

ü Bortset fra adgangsforholdene var Bella Centret struktureret ret åbent, således at delegater og NGO folket kunne mødes frit og åbent, hvilket også skete. Mange NGOs blev indrulleret i u-landenes og små landes delegationer – så der kom NGO aftryk på de officielle forhandlinger. Møderne mellem de mange nationers mennesker var godt.

ü Den store demonstration med op mod 100.000 mennesker var en stærk folkelig manifestation.

ü At der trods alt kom et figenblad, en erklæring, ud til sidst i forhold til en situation, hvor intet blev vedtaget og alle tog hjem i total frustration. I det mindste er der enighed nu om at mødes i Bonn i juni og senere i Mexico city i slutningen af året. Processen fortsætter.

ü  Læring. Man lærer også af sine fejltagelser. Der må nu komme en stigende erkendelse af hvordan den ny verdensorden ser ud, og hvordan samarbejde skal ske i disse nye internationale omgivelser. U-landene kan blive sorteper i internationale forhandlinger, hvis den vestlige verden og de nye stærke lande (Kina, Indien, Brasilien, osv) går sammen og kører verden. Som det sker i vidt omfang i G-20; ved COP15 var det 26 lande (der skrev erklæringen) bestående af vestlige lande og de nye stærke u-lande + nogle få ulande – resten af u-lands verdenen var kørt ud på et sidespor – og det blev nogle lande i Afrika og Latinamerika rasende over, andre ulande resignerede og accepterede smulerne fra de riges bord.

ü  

FN har den fordel at alle lande er med og har en stemme, men med så mange lande – over 190 er det svært at tage beslutninger – derfor trænger FN til reform, således at FN bedre ligner den verden der er; og at man finder beslutningsformer, der både er mere effektive og også retfærdige over for små og svage lande, så de også får indflydelse.

 

Jørn Boye Nielsen

 

Hvem er jeg:

Medlem af bestyrelsen for FN forbundet;

Medlem af bestyrelsen for AWE (Association for World Education)

Medlem af bestyrelsen for tænketanken RIKO (www.riko.nu)

Arbejder på et udredningsprojekt om: Den ny multipolære verdensorden. Har i år (maj-juni) besøgt Brasilien og lavet interviews og undersøgelser der; har besøgt Rusland (i november i år), Moskva og St. Petersborg, hvor der er foretaget interviews med tænketanke og forskere og andre.

I 2010 besøger jeg Kina for at studere Kinas udenrigspolitik og opfattelse af verden.

Lærer ved Den Internationale Højskole 1980-2008 – underviste i International politik, politisk filosofi, konfliktløsning.

Cand scient.pol. fra Århus Universitet 1977.

 

 

Glædelig jul og godt nytår

AWE Danmark ønsker glædelig jul og godt nytår til alle medlemmer

Det er i dag den 17. december. Danmark er froset ned, ligeledes er temperaturen på de igangværende klimaforhandlinger i københavn – COP15 – langt under frysepunktet. Man sidder med en fornemmelse af, at de danske topforhandlere mangler Global Education.

Confintea VI havde mange referencer og forventninger til Cop 15, og endnu er der da også håb om, at mødet ender med en fælles global dagsorden for vor fælles fremtid.

Cop 15 understreger behovet for fælles global forståelse og viden og verdensundervisning (world education), der kan understøtte videndeling på kloden.

AWE internationals workshops på både FISC og Confintea VI blev en stor succes. Der var 15 deltagere om mandagen på FISC konferencen (Forum Internationale Societé Civile) og mere end det dobbelte næste dag på den officielle Confintea VI konference. Der blev spillet på både engelsk, spansk og portugisisk. Her blev også etableret nye netværk – både internationalt og til Ibis og deres uddannelsesnetværk.

AWE Danmarks bestyrelse vil nu arbejde videre. Det næste store arrangement vi arbejder med er et internationalt kursus til oktober og i den sammenhæng vil vi også gerne arrangere det næste International Council meeting.

Kirsten og Rikke er hjemme igen

Kirsten og Rikke er hjemme igen.

Vi forlod Jakob, Ana Maria g Nöel mandag kl. 12.45 Brasiliansk tid – mens 15 deltagere fra FISC diskuterede civilsamfundets rolle i den nye verden henover vores demokratispil.  Vi landende i Kastrup tirsdag den 1. december kl. 15.30. Vi synes, vi har været væk i en evighed. Måske er det fordi, vi både har besøgt Betlehem  (Belem) og paradisets have.

Rogers familiekollektiv

Rogers familiekollektiv

Taxien sætter os af ved en gyde og peger, det er vejen til havnen. Vi kanter os frem gennem boder og travle mennesker, cykler med og uden lad, motorcykler og en enkelt æselkærre. Selv om det endnu er morgen er temperaturen over 30 grader.  Gyden breder sig ud og bliver til en havneplads med hektisk aktivitet. Her handles trækul, Acai, maniokmel i mange granuleringer, ris, bønner, frugter, tæpper, vin og andre lokale produkter. Havnen er tydeligvis det sted, hvor de varer, der bliver produceret af småbønder i Amazonregionen omkring Belem bliver landet. Lydniveauet er højt, ikke mindst fordi der  til en side er parkeret en cykel med indbyggede højtalere, der spyer budskaber, reklamer og musik ud i en hektisk, rytmisk båndsløjfe.

Vi skiftet til at stå i skyggen og gå af mok med vores kameraer på den farverige plads. Vi er kommet i god tid til vores aftale med Roger kl. 9, han er til gengæld forsinket. Roger hedder egentlig Rogerio, han er 19 år og læser engelsk på et businesscollege. Han vil gerne være hvid, så gerne, at han har lagt hvid makeup, da han dukker op ca. 15 minutter for sent. Båden vi skulle med er sejlet, men heldigvis er familiens båd i havnen på indkøb, så vi får et lift med den til øen Murutucum, hvor Rogers familie bor. Selv bor han på colleges, men han tager hjem i weekender. Det er en sejltur på en god halv time.

Rogers familie er stor, så stor, at der ikke er enighed om, hvor stor den er. Men Rogers mor, der tager imod, da vi lægger til ved bosætninger, mener, hun har født 10 børn. Børnebørn og oldebørn er der ikke tal på. Men de bor 3 generationer og 8 familier i 11 næsten ens byggede huse ved flodbredden.  8 af husene er familiehuse, der er et fælleshus med et 32” fladskærms TV, et hus indrettet som kirke og et indrettet som butik.  De lever af at dyrke Acai og maniok og af småhandel, i regntiden fisker de rejer i ruser. De har ænder, opdrætter papegøjer og med familiens båd har de direkte adgang til markedet i Belem.  Rogers mor fortæller i en ordstrøm, der ingen ende vil tage, og i Ana Maria har hun en aktiv lytter. Vi andre nøjes her at trykke hånd med de mange familiemedlemmer, tage billede , beundre køkkenhaven og den mindste lille baby, der ligger og sover i en hængekøje i det ene hus.  En af mændene kravler  men få og enkle bevægelser op i mangotræet og kaster modne mangoer ned til os. 

Bagefter taler vi om rig og fattig. Om at vi har besøgt en meget rig familie i et lille paradis. Og vi grunder over, hvorfor de i statistikkerne figurerer som fattige. Vi tager fra Øen direkte til Para State Universitetet, hvor der er indskrivning til FiSC – Forum Internationale for Societé Civile.

Slavernes efterkommere

Slavernes efterkommere

Linden er en supermarkedskæde i Brasilien med butikker i en størrelse, der får Bilka til at lige en snoldet købmandsbutik.  Mens vores chauffør får lappet et punkteret dæk, går vi rundt med vores indkøbsvogn og prøver at forestille os, hvad vi skal have med på feltbesøg. Vi skal ud til slavernes efterkommere – Quilombolaernes – og vi er blevet bedt om at tage mad med, som de kan tilberede til os. Vi ved bare ikke rigtig, hvor mange der skal spise med. Vi fylder vognen med kylling, løg, tomater, peberfrugter, ris og meloner så der er nok til en mindre division.  Ved kassen betaler vi noget, der svarer til 250 kr.

Turen gå videre ad hovedvejen gennem regnskoven indtil vi møder Leila ved en resteplads. Hun har hyret en motorcykeltaxa, og de kører foran os ad en forholdsvis nyligt anlagt grusvej gennem regnskoven.  Vejen er vanskeligt farbar, men vi møder mange store og tunge lastbiler, der i høj fart hvirvler støv op, så vi ikke længere kan se vores pejlemærke: Leilas foroverbøjede ryg med den skriggrønne buksedragt. Langs vejen kan vi se, hvordan vejen åbner plads for bosættelse, og vi kører forbi mange skovrydninger, hvor træerne for nyligt er brændt af.

Den piste, der fører frem til Quilombolaernes bosættelse, starter  ved en krumning på vejen. Nu må bilen snige sig frem mellem ujævnheder og huller indtil vi til sidst må opgive at køre længere. Så vi går det sidste stykke frem til Itancoã – som bosættelsen hedder. Itancoã betyder små gule sten og referere til et håb om at kunne finde guld. Men her er intet guld, men fisk i floden og Quilombolaerne råder over et område på 80 ha land, hvor man bl.a dyrker maniok og en palme, der bærer små sorte bær. Begge dele forarbejdes til det lokale marked. Maniok til et granuleret pulver, Paraneserne (beboerne i Para State) spiser som drys på al mad. Bærrene bliver til en pulp – et koncentrat, der er en meget stor delikatesse her, det spises som suppe, koges med fisk eller kød og det indgår i mange desserter  og is.

Nå ja, og så er der fiskene. Det er gået med fiskeeventyret næsten som det gik med guldet. En italiensk præst kom forbi, han foreslog, man skulle oprette et dambrug. 30 familier investerede 4000 rl. i bruget (ca. 12.000 kr.), som man lånte i banken.  Der blev gravet damme og sat fisk ud. Men så kom tørtiden, dammene tørrede ud og fiskene døde. Præsten rejste til Italien for at rejse penge, siden har ingen set ham. Man fik lavet et studie, for at finde ud af, hvad man kunne gøre. Eksperterne kom tilbage og sagde, at der skulle investeres 1.5 mill. Kr. hvis bruget skulle være effektivt. Så nu fisker man som altid i floden og håber på et mirakel, der kan bringe dem ud af gælden til banken.

En anden indkomstgenererende aktivitet i bosættelsen er produktion af trækul.

Quilombolaernes historie er lang og indviklet i Brasilien og de store historier blander sig med de små lokale historier. Vi står uden for skolen og ser på en mindeplade, mens den bliver fortalt. Der er fortællinger om slaver der gjorde oprør i 16’tallet. Man har lige fejret den 20. november, der er Quilombolaernes ”nationaldag” ved at 1000 Quilombolaere var samlet her i Itancoã. Anledningen var mordet på den første store oprører blandt slaverne. Hans navn var Zumbi, han var en stor kriger, det lykkedes ham i mange år at lede en bosættelse for bortløbne slaver i staten Alagoas i det nordøstlige Brasilien. Den 20. november 1695 blev bosættelsen imidlertid udraderet af Portugiserne og Zumbi dræbt.  De små fortællinger er fortællinger om en lokal oberst, der kom til denne bosættelse, for at tvinge de tidligere slaver til at dyrke sukkerrør og brænde tegl. Der er fortællingen om en godsejer, der blev fordrevet. Det er fortællingen om en godsforvalter, man måtte tvinge ud af kollektivet. Men enden på historien er, at Quilombolaernes er blevet anerkendt som indigenous people af den Brasilianske stat, og at denne bosættelse har fået papir på en kollektiv ejendomsret til bosættelsen i år 2000.

Det handler om at blive sort

Det handler om at blive sort

Leila sidder og venter i hotellets foyer da vi kommer tilbage fra besøget i MST. En smuk, ung sort kvinde i en let turkis sommerkjole, der falder perfekt om hendes kvindelige former.  Smilet om munden genspejler sig i hendes øjne.  Hun er en travl kvinde, men hun har roen i kroppen, benytter ventetiden til at læse dagens avis. Som hun sidder der bliver det meget synligt, at der ikke er mange sorte gæster på Belem Soft Hotel.

Leila har fået os til at grine og skære grimasser allerede inden interviewet kommer igang. Hun er et retorisk geni. ”Det handler om at blive sort” siger hun, når vi spørger om Black Movements mission. Hun gik ind i bevægelsen, da hendes datter på 4 år blev slået i skolen af en hvid lærer, der ikke brød sig om sorte.  Hun henvendte sig til Black Movement for at få råd og vejledning. Nu er hun selv en af 200 frivillige rådgivere. Datteren er 8 år og stolt af at være eneste sorte pige i sin klasse.

Leilas største udfordring har været at være, fattig, sort og kvinde. Hun er vokset op i en ghetto af tidligere slaver. De har som gruppe også kæmpet for rettigheder som Indigenous people. Hun har kæmpet sig ud af fattigdommen ved at læse, læse og læse.  Som barn læste hun i skolen og på offentlige biblioteker. Hun opsøgte alle de steder, hun kunne samle viden, der kunne hjælpe hende gennem det offentlige skolesystem. Hun hjalp forældrene med at afsætte deres håndværksprodukter for at skaffe penge. Hun tog en master i pædagogik på universitetet og hun efteruddannede sig yderligere for at få det job hun har i dag, hvor hun arbejder med efteruddannelse af lærere i det offentlige skolesystem.

Black movement er en reaktion på et samfund, der postulerer at alle er lige, men som praktiserer raceadskillelse og diskrimination af sorte. At for sat tal på de sorte er derfor et politisk programpunkt for bevægelsen.

Langt de fleste enlige mødre i Brasilien er sorte. Det gælder også Leila. ”Sort er ikke et skønhedsideal”, forklarer hun. Sorte mænd med succes gifter sig med hvide blonde kvinder. De har en hvid sjæl. Black Movement arbejder for at tilbageerobre sjælen og farve den sort. Hun oplever selv, hvordan hun er blevet stærk af at få en sort sjæl. Af at stå ved sine afrikanske rødder. At sætte håret og klæde sig som afrikaner. Næste skridt er at få fastlagt hver enkelte sortes personlige historie og herigennem også slaveriets historie.  At få oprejsning for de overgreb, der er lejret i det sorte folks historie.

På torsdag skal vi med Rebecca ud og besøge en bosættelse for tidligere slaver.