En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer

 

En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer

Af Jørn Boye Nielsen – medlem af AWE Danmarks bestyrelse

Jeg var NGO deltager som titusinder af andre som repræsentant for FN forbundet.

 

Det betød adgang til Bella Centret og dermed adgang til møder, samtaler over en kop kaffe med delegater og andre NGO folk, kunne følge plenarforsamlingen via store lærreder, og endelig deltagelse i mange andre arrangementer udenfor BC, f.eks. i DGI byen og endelig deltagelse i den store folkedemonstration 12 december.

 

Store forventninger.

Det der dominerede folks tanker de første par dage – både officielle og NGO deltagere og medierne – var at dette var tidspunktet hvor noget nyt globalt og forpligtende på klimaområdet skulle fødes. Dette fantastiske øjeblik skulle gribes. Man talte om tiden nu som et ”momentum” , der skulle fastholdes. Stemningen var at vi alle var en del af noget historisk. Meget store forventninger. Se talerne de første dage.

 

Allerede et par dage inde i konferencen, hvor ”det danske papir”, der ikke lægger op til noget bindende og sås som vestlig tankegang, og som det danske formandskab senere kraftigt benægtede betydningen af, starter en mistillid fra u – landene. De er bange for at blive snydt igen, som det er sket så ofte. 

 

Den ny verdensorden manifesterer sig

Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika koordinerer mellem sig selv og med u-landsgruppen – 77-landegruppen der består af 133 lande – disse alliancer er på trods af indre uoverensstemmelser ikke desto mindre afgørende. De 4 ”emerging economies” (Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika) har store og stærke delegationer. Den brasilianske delegation bestod af 695 delegater. Men mange i u-landsdelegationerne føler ikke, der bliver taget nok hensyn til dem fra vestlige lande, og især fra det danske formandskab.

U-landene, der har studeret hvem der bliver de stærke i fremtiden, føler sig empowered, men så er der lige det danske formandskab, der kommer i vejen.

 

Forecast frem til 2050 for ”the emerging economies” i Asien og Latinamerika ser sådan ud. Og den kender u-landene. 

 

   Hvis man ser på en af de bedste prognoser fra Goldman Sachs og ser på BNI (bruttonationalindkomst) får man flg. billede af verdens 8 stærkeste økonomier i 2008 og 2050.

  

 

 

 

 

 

Rækkefølge

2008

 

Land. 2008 BNI 2008.

I mill. US $.

Rækkefølge

2050

Land 2050 BNI 2050.

I mill. US$

1 USA 14.264.600 1 Kina 70.710.000
2 Japan 4.923.761 2 USA 38.520.000
3 Kina 4.401.614 3 Indien 38.227.000
4 Tyskland 3.667.513 4 Brasilien 11.366.000
5 Frankrig 2.865.737 5 Mexico 9.343.000
6 UK 2.674.085 6 Rusland 8.564.000
7 Italien 2.313.893 7 Indonesien 7.010.000
8 Rusland 1.676.586 8 Japan 6.675.000

Kilde: Goldman Sachs. Global Economics Paper no 153. 28 marts.2008.

 

Løkke fra Græsted – Gilleleje kommune i international politik. Det danske formandskab.

 

Det danske formandskab skulle have inddraget de 4 lande og u-landene massivt fra begyndelsen i stedet for at tro at Sarkozy, Merkel, Brown, og til sidst Obama bare kunne ordne det hele. Det blev sagt til dansk TV fra formandskabet på et tidligt tidspunkt, at man håbede at Sarkozy kunne tale med (kontrollere) den francofone verden, Brown tage sig af Commonwealth landene og Obama af resten. Denne næsten neo-koloniale opfattelse af hvordan u-landene kan kontrolleres, fungerer ikke i dag.

Det var direkte medinddragelse af den reelt eksisterende verden fra dag 1, der burde have været udgangspunktet. Men det gjorde det danske formandskab ikke. Det kom til at koste dyrt.

I begyndelsen af den anden uge bebudede Løkke et dansk kompromispapir. Og det blev lovet over 3 dage, men til sidst annonceret at det ikke ville blive offentliggjort.

U-landene og de 4 store lande i den tredje verden ville ikke have det. De ville have større medindflydelse. Og DK stod pludselig uden strategi.

Lars Løkke virkede som om u-landene  irriterede ham. Man kunne se det på hans kropssprog og hans bemærkninger: ”procedure, procedure, procedure” sagde han engang. Og det kan man godt sige i Græsted-Gilleleje kommune og i Frederiksborg Amtsråd, men det er meget uklogt i en global FN – plenarforsamling.

Og det u-landene i virkeligheden prøvede (via procedurespørgsmål) var at få Kyotoprotokollen tilbage på banen, hvilket var i deres interesse.

Det er naturligvis korrekt at sige, at det ikke var Lars Løkkes skyld at konferencen kuldsejlede, men han skabte ofte dårlige stemninger og dyrebar tid tabtes på papirer, hvor der ikke var konsulteret nok med den tredje verden.

 

Connie Hedegaard var derimod dygtig, åben og vidende om hvad hun skulle gøre. Men hun var en del af den danske strategi.

 

Klimapoliti og klimafængsel til ”klimalømler”.

 

Lømmelpakken der vedtoges kort tid før klimakonferencen var ikke det rette svar på evt. uroligheder. De 968 der blev tilbageholdt og ført til ”klimafængslet” på den store demonstrationsdag d.12.12, og hvoraf langt de fleste var almindelige danske og udenlandske borgere og unge der ikke havde kastet med sten, var en skændsel i dansk retshistorie. Det korte af det lange er jo, at de tilbageholdte blev frihedsberøvet (reelt anholdt) og sat i fængsel i 6 eller 12 timer uden at komme for en dommer. Frihedsberøvelse/indsættelse i fængsel og det at blive fremsat for en dommer hører altså sammen i et retssamfund. 

Lømmelpakken kan også bruges til 1 maj demonstrationer; til festivaller; og lign. Husk det!!

 

Princippet om at kun de der gør noget strafbart skal anholdes må det danske samfund ikke opgive. Hvis politiet får lov til (præventivt dvs før nogen har gjort noget strafbart) at anholde de der har sort tøj på eller er klædt på en bestemt måde, og som politiet tror måske(!?) vil gøre noget ulovligt, så er vi på vej mod politistaten.

80 % af de 968 der blev anholdt og sat i klimafængslet d. 12.12, var udlændinge ifølge politiet. De har ikke noget godt indtryk af Danmark. Ikke i noget andet demokratisk vesteuropæisk land har denne form for præventiv jura og deraf følgende politiindgriben mod lovlige demonstrationer i så massiv form været benyttet.

 

FNs mangel på organisationstalent i Bella Centret.

Det var også en skændsel at FN, som jo var ansvarlig for BC, accepterede næsten 3 gange så mange deltagere af alle slags i forhold til kapaciteten i BC. Det var ikke ansvarligt. Konsekvensen blev at deltagere i flere dage måtte, især mellem 9-15, stå mellem 4-8 timer i lange køer, ofte i minusgrader.

I flere dage vendte jeg selv om og tog ind til DGI byen, hvor der var mange udmærkede arrangementer åben for alle og med en god og åben atmosfære, og meget velorganiseret. Så ros til arrangørerne bag aktiviteterne i DGI byen.

 

Et magert resultat: En hensigtserklæring.

I forhold til det der var forventet var resultatet magert: en hensigtserklæring –”the Copenhagen Accord” – her:

http://unfccc.int/files/meetings/cop_15/application/pdf/cop15_cph_auv.pdf

 

Order ”accord” betyder overensstemmelse, overens om. Der er meget langt fra ord som aftale, protokol.

Man siger også i begyndelsen at deltagerne ”takes note of”, der jo betyder: tager til efterretning.  Det er meget langt fra at beslutte (adopt) noget.

 

På godt dansk betyder det: De lande der hele tiden har haft til hensigt at gøre noget godt, de gør noget godt, også efter COP15. De lande der ikke har lyst til at gøre noget, de gør ikke noget.

 

Hvis man kan mobilisere optimisme over dette, er det selvfølgeligt fint, men det er milelangt fra det alle ønskede og håbede.

 

Der er naturligvis fine og rigtige ord i erklæringen og nogle få konkrete mål: den globale temperatur under 2 grader; emission targets for 2020 for hvert land skal meddeles til FN; 30 mia. dollars 2010-12; 100 mia. dollars fra 2020 pr. år. Men der står ikke noget om hvordan pengene skal administreres, og hvor meget hvert land skal betale – så der er god plads til uenighed om dette også.

 

 

Positive aspekter

ü Bortset fra adgangsforholdene var Bella Centret struktureret ret åbent, således at delegater og NGO folket kunne mødes frit og åbent, hvilket også skete. Mange NGOs blev indrulleret i u-landenes og små landes delegationer – så der kom NGO aftryk på de officielle forhandlinger. Møderne mellem de mange nationers mennesker var godt.

ü Den store demonstration med op mod 100.000 mennesker var en stærk folkelig manifestation.

ü At der trods alt kom et figenblad, en erklæring, ud til sidst i forhold til en situation, hvor intet blev vedtaget og alle tog hjem i total frustration. I det mindste er der enighed nu om at mødes i Bonn i juni og senere i Mexico city i slutningen af året. Processen fortsætter.

ü  Læring. Man lærer også af sine fejltagelser. Der må nu komme en stigende erkendelse af hvordan den ny verdensorden ser ud, og hvordan samarbejde skal ske i disse nye internationale omgivelser. U-landene kan blive sorteper i internationale forhandlinger, hvis den vestlige verden og de nye stærke lande (Kina, Indien, Brasilien, osv) går sammen og kører verden. Som det sker i vidt omfang i G-20; ved COP15 var det 26 lande (der skrev erklæringen) bestående af vestlige lande og de nye stærke u-lande + nogle få ulande – resten af u-lands verdenen var kørt ud på et sidespor – og det blev nogle lande i Afrika og Latinamerika rasende over, andre ulande resignerede og accepterede smulerne fra de riges bord.

ü  

FN har den fordel at alle lande er med og har en stemme, men med så mange lande – over 190 er det svært at tage beslutninger – derfor trænger FN til reform, således at FN bedre ligner den verden der er; og at man finder beslutningsformer, der både er mere effektive og også retfærdige over for små og svage lande, så de også får indflydelse.

 

Jørn Boye Nielsen

 

Hvem er jeg:

Medlem af bestyrelsen for FN forbundet;

Medlem af bestyrelsen for AWE (Association for World Education)

Medlem af bestyrelsen for tænketanken RIKO (www.riko.nu)

Arbejder på et udredningsprojekt om: Den ny multipolære verdensorden. Har i år (maj-juni) besøgt Brasilien og lavet interviews og undersøgelser der; har besøgt Rusland (i november i år), Moskva og St. Petersborg, hvor der er foretaget interviews med tænketanke og forskere og andre.

I 2010 besøger jeg Kina for at studere Kinas udenrigspolitik og opfattelse af verden.

Lærer ved Den Internationale Højskole 1980-2008 – underviste i International politik, politisk filosofi, konfliktløsning.

Cand scient.pol. fra Århus Universitet 1977.

 

 

Published by

Rikke Schultz

Vicepresident AWE International

One thought on “En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer”

  1. Tak Jørn for en god, klar og – tror jeg – redelig gennemgang. Jeg ser frem til dit videre arbejde med at kortlægge den nye verdensorden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *