AWE Danmark planlægger en række aktiviteter i Danmark i forbindelse med International Council Meeting, der afholdes den 23.10 2010 på Den internationale højskole i Helsingør.

Vi har søgt Styrelsen for internationalt samarbejde om midler til at afholde en Workshop i uge 42 på IPC – International Peoples College ( Den internationale højskole i Helsingør). Workshoppen planlægges under titlen ”Globalisation and participation”. Hvis den workshop bliver en realitet, vil det give anledning til, at en række Europæiske borgere kan komme til Danmark og mødes med nogle af vores gæster fra resten venden. Det kan være afsæt til en spændende diskussion om Europas rolle i en globaliseret verden og om  indholdet i en europæisk verdensuddannelse.

Vi arbejder også på, at internationale gæster kan indgå i den oplysningskampagne om 2015-målene, som NGO-Forum står i spidsen for i perioden august-oktober 2010.

 

En NGO deltagers tanker om COP15 og øvrige klimaarrangementer

Af Jørn Boye Nielsen – medlem af AWE Danmarks bestyrelse

Jeg var NGO deltager som titusinder af andre som repræsentant for FN forbundet.

 

Det betød adgang til Bella Centret og dermed adgang til møder, samtaler over en kop kaffe med delegater og andre NGO folk, kunne følge plenarforsamlingen via store lærreder, og endelig deltagelse i mange andre arrangementer udenfor BC, f.eks. i DGI byen og endelig deltagelse i den store folkedemonstration 12 december.

 

Store forventninger.

Det der dominerede folks tanker de første par dage – både officielle og NGO deltagere og medierne – var at dette var tidspunktet hvor noget nyt globalt og forpligtende på klimaområdet skulle fødes. Dette fantastiske øjeblik skulle gribes. Man talte om tiden nu som et ”momentum” , der skulle fastholdes. Stemningen var at vi alle var en del af noget historisk. Meget store forventninger. Se talerne de første dage.

 

Allerede et par dage inde i konferencen, hvor ”det danske papir”, der ikke lægger op til noget bindende og sås som vestlig tankegang, og som det danske formandskab senere kraftigt benægtede betydningen af, starter en mistillid fra u – landene. De er bange for at blive snydt igen, som det er sket så ofte. 

 

Den ny verdensorden manifesterer sig

Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika koordinerer mellem sig selv og med u-landsgruppen – 77-landegruppen der består af 133 lande – disse alliancer er på trods af indre uoverensstemmelser ikke desto mindre afgørende. De 4 ”emerging economies” (Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika) har store og stærke delegationer. Den brasilianske delegation bestod af 695 delegater. Men mange i u-landsdelegationerne føler ikke, der bliver taget nok hensyn til dem fra vestlige lande, og især fra det danske formandskab.

U-landene, der har studeret hvem der bliver de stærke i fremtiden, føler sig empowered, men så er der lige det danske formandskab, der kommer i vejen.

 

Forecast frem til 2050 for ”the emerging economies” i Asien og Latinamerika ser sådan ud. Og den kender u-landene. 

 

   Hvis man ser på en af de bedste prognoser fra Goldman Sachs og ser på BNI (bruttonationalindkomst) får man flg. billede af verdens 8 stærkeste økonomier i 2008 og 2050.

  

 

 

 

 

 

Rækkefølge 2008	Land. 2008	BNI 2008. I mill. US $.	Rækkefølge 2050	Land 2050	BNI 2050. I mill. US$
1	USA	14.264.600	1	Kina	70.710.000
2	Japan	4.923.761	2	USA	38.520.000
3	Kina	4.401.614	3	Indien	38.227.000
4	Tyskland	3.667.513	4	Brasilien	11.366.000
5	Frankrig	2.865.737	5	Mexico	9.343.000
6	UK	2.674.085	6	Rusland	8.564.000
7	Italien	2.313.893	7	Indonesien	7.010.000
8	Rusland	1.676.586	8	Japan	6.675.000

Kilde: Goldman Sachs. Global Economics Paper no 153. 28 marts.2008.

 

Løkke fra Græsted – Gilleleje kommune i international politik. Det danske formandskab.

 

Det danske formandskab skulle have inddraget de 4 lande og u-landene massivt fra begyndelsen i stedet for at tro at Sarkozy, Merkel, Brown, og til sidst Obama bare kunne ordne det hele. Det blev sagt til dansk TV fra formandskabet på et tidligt tidspunkt, at man håbede at Sarkozy kunne tale med (kontrollere) den francofone verden, Brown tage sig af Commonwealth landene og Obama af resten. Denne næsten neo-koloniale opfattelse af hvordan u-landene kan kontrolleres, fungerer ikke i dag.

Det var direkte medinddragelse af den reelt eksisterende verden fra dag 1, der burde have været udgangspunktet. Men det gjorde det danske formandskab ikke. Det kom til at koste dyrt.

I begyndelsen af den anden uge bebudede Løkke et dansk kompromispapir. Og det blev lovet over 3 dage, men til sidst annonceret at det ikke ville blive offentliggjort.

U-landene og de 4 store lande i den tredje verden ville ikke have det. De ville have større medindflydelse. Og DK stod pludselig uden strategi.

Lars Løkke virkede som om u-landene  irriterede ham. Man kunne se det på hans kropssprog og hans bemærkninger: ”procedure, procedure, procedure” sagde han engang. Og det kan man godt sige i Græsted-Gilleleje kommune og i Frederiksborg Amtsråd, men det er meget uklogt i en global FN – plenarforsamling.

Og det u-landene i virkeligheden prøvede (via procedurespørgsmål) var at få Kyotoprotokollen tilbage på banen, hvilket var i deres interesse.

Det er naturligvis korrekt at sige, at det ikke var Lars Løkkes skyld at konferencen kuldsejlede, men han skabte ofte dårlige stemninger og dyrebar tid tabtes på papirer, hvor der ikke var konsulteret nok med den tredje verden.

 

Connie Hedegaard var derimod dygtig, åben og vidende om hvad hun skulle gøre. Men hun var en del af den danske strategi.

 

Klimapoliti og klimafængsel til ”klimalømler”.

 

Lømmelpakken der vedtoges kort tid før klimakonferencen var ikke det rette svar på evt. uroligheder. De 968 der blev tilbageholdt og ført til ”klimafængslet” på den store demonstrationsdag d.12.12, og hvoraf langt de fleste var almindelige danske og udenlandske borgere og unge der ikke havde kastet med sten, var en skændsel i dansk retshistorie. Det korte af det lange er jo, at de tilbageholdte blev frihedsberøvet (reelt anholdt) og sat i fængsel i 6 eller 12 timer uden at komme for en dommer. Frihedsberøvelse/indsættelse i fængsel og det at blive fremsat for en dommer hører altså sammen i et retssamfund. 

Lømmelpakken kan også bruges til 1 maj demonstrationer; til festivaller; og lign. Husk det!!

 

Princippet om at kun de der gør noget strafbart skal anholdes må det danske samfund ikke opgive. Hvis politiet får lov til (præventivt dvs før nogen har gjort noget strafbart) at anholde de der har sort tøj på eller er klædt på en bestemt måde, og som politiet tror måske(!?) vil gøre noget ulovligt, så er vi på vej mod politistaten.

80 % af de 968 der blev anholdt og sat i klimafængslet d. 12.12, var udlændinge ifølge politiet. De har ikke noget godt indtryk af Danmark. Ikke i noget andet demokratisk vesteuropæisk land har denne form for præventiv jura og deraf følgende politiindgriben mod lovlige demonstrationer i så massiv form været benyttet.

 

FNs mangel på organisationstalent i Bella Centret.

Det var også en skændsel at FN, som jo var ansvarlig for BC, accepterede næsten 3 gange så mange deltagere af alle slags i forhold til kapaciteten i BC. Det var ikke ansvarligt. Konsekvensen blev at deltagere i flere dage måtte, især mellem 9-15, stå mellem 4-8 timer i lange køer, ofte i minusgrader.

I flere dage vendte jeg selv om og tog ind til DGI byen, hvor der var mange udmærkede arrangementer åben for alle og med en god og åben atmosfære, og meget velorganiseret. Så ros til arrangørerne bag aktiviteterne i DGI byen.

 

Et magert resultat: En hensigtserklæring.

I forhold til det der var forventet var resultatet magert: en hensigtserklæring –”the Copenhagen Accord” – her:

http://unfccc.int/files/meetings/cop_15/application/pdf/cop15_cph_auv.pdf

 

Order ”accord” betyder overensstemmelse, overens om. Der er meget langt fra ord som aftale, protokol.

Man siger også i begyndelsen at deltagerne ”takes note of”, der jo betyder: tager til efterretning.  Det er meget langt fra at beslutte (adopt) noget.

 

På godt dansk betyder det: De lande der hele tiden har haft til hensigt at gøre noget godt, de gør noget godt, også efter COP15. De lande der ikke har lyst til at gøre noget, de gør ikke noget.

 

Hvis man kan mobilisere optimisme over dette, er det selvfølgeligt fint, men det er milelangt fra det alle ønskede og håbede.

 

Der er naturligvis fine og rigtige ord i erklæringen og nogle få konkrete mål: den globale temperatur under 2 grader; emission targets for 2020 for hvert land skal meddeles til FN; 30 mia. dollars 2010-12; 100 mia. dollars fra 2020 pr. år. Men der står ikke noget om hvordan pengene skal administreres, og hvor meget hvert land skal betale – så der er god plads til uenighed om dette også.

 

 

Positive aspekter

ü Bortset fra adgangsforholdene var Bella Centret struktureret ret åbent, således at delegater og NGO folket kunne mødes frit og åbent, hvilket også skete. Mange NGOs blev indrulleret i u-landenes og små landes delegationer – så der kom NGO aftryk på de officielle forhandlinger. Møderne mellem de mange nationers mennesker var godt.

ü Den store demonstration med op mod 100.000 mennesker var en stærk folkelig manifestation.

ü At der trods alt kom et figenblad, en erklæring, ud til sidst i forhold til en situation, hvor intet blev vedtaget og alle tog hjem i total frustration. I det mindste er der enighed nu om at mødes i Bonn i juni og senere i Mexico city i slutningen af året. Processen fortsætter.

ü  Læring. Man lærer også af sine fejltagelser. Der må nu komme en stigende erkendelse af hvordan den ny verdensorden ser ud, og hvordan samarbejde skal ske i disse nye internationale omgivelser. U-landene kan blive sorteper i internationale forhandlinger, hvis den vestlige verden og de nye stærke lande (Kina, Indien, Brasilien, osv) går sammen og kører verden. Som det sker i vidt omfang i G-20; ved COP15 var det 26 lande (der skrev erklæringen) bestående af vestlige lande og de nye stærke u-lande + nogle få ulande – resten af u-lands verdenen var kørt ud på et sidespor – og det blev nogle lande i Afrika og Latinamerika rasende over, andre ulande resignerede og accepterede smulerne fra de riges bord.

ü  

FN har den fordel at alle lande er med og har en stemme, men med så mange lande – over 190 er det svært at tage beslutninger – derfor trænger FN til reform, således at FN bedre ligner den verden der er; og at man finder beslutningsformer, der både er mere effektive og også retfærdige over for små og svage lande, så de også får indflydelse.

 

Jørn Boye Nielsen

 

Hvem er jeg:

Medlem af bestyrelsen for FN forbundet;

Medlem af bestyrelsen for AWE (Association for World Education)

Medlem af bestyrelsen for tænketanken RIKO (www.riko.nu)

Arbejder på et udredningsprojekt om: Den ny multipolære verdensorden. Har i år (maj-juni) besøgt Brasilien og lavet interviews og undersøgelser der; har besøgt Rusland (i november i år), Moskva og St. Petersborg, hvor der er foretaget interviews med tænketanke og forskere og andre.

I 2010 besøger jeg Kina for at studere Kinas udenrigspolitik og opfattelse af verden.

Lærer ved Den Internationale Højskole 1980-2008 – underviste i International politik, politisk filosofi, konfliktløsning.

Cand scient.pol. fra Århus Universitet 1977.

 

 

Bevægelsen uden jord

I efterårsferien genlæste jeg Inge Eriksens bog Victoria og verdensrevolutionen fra 1976. Jeg læste den for at erindre, hvad vi tænkte og diskuterede i 70’erne om revolutionsromantikken – som Inge Eriksen senere gør op med i en hel anden bog fra en hel anden del af verden – i bogen Hjertets femte kammer fra 1992, der refererer til borgerkrigen i Libanon.

Og billeder fra Victoria og verdensrevolutionen popper op i mit hoved, mens vi sidder på et kontor i Belem med udsigt over Amazonas og vægge beklædt med plakater. Vi snakker med to kvinder fra bevægelsen Movemento Sem Terra, der her i 2009 kæmper for at realisere Victorias drøm om kollektivisering af landbruget. Teofila er fra Para State. Hun er lærer og har været en del af bevægelsen i 20 år. Vi har tidligere besøgt hende i bosættelsen Icoaraci ca. 8o km fra Belem.  Mercedes er ung, veluddannet og veltalende, hun kommer fra Sao Paulo og hun er ansvarlig for bevægelsens uddannelsesprogram.  Missionen er at skaffe jord til de jordløse, at erstatte agrobusiness med agroecology. De vil ikke kendes ved begrebet ”bæredygtig udvikling” – det antyder, at man kan reparerer på kapitalismen – de vil agroøkologi: produktion af gode, varierede, sunde og billige fødevarer, der skal sælges i byerne. De ved, at det er svært. De er oppe mod stærke kræfter.

Bosættelsen Icoaraci er en forladt kokosnødplantage på 3000 ha land som 400 kollektivister besatte i 1999. De har nu skøde på jorden og regeringen har hjulpet med materialer, så der kunne bygges huse til beboerne.  Bevægelsen arbejder med alfabetisering og skoling af beboerne i samarbejde med de humanistiske fakulteter på universitetet. I Sao Paulo driver de en højskolelignende uddannelsesinstitution, hvor man kan have 200 personer interneret på forskellige kurser med fokus på agronomi, pædagogik, filosofi, socialhjælp, historie og journalistik.

Icoaraci’s største udfordring er produktionen. Man mangler viden om effektive dyrkningsformer og man mangler redskaber og maskiner. På de felter er der ikke megen hjælp af hente. Universiteternes forskning i landbrug er betalt af agrobussines industrien og er rettet mod deres interesser. Regeringen vil ikke investere i organisationer, der kan støtte en agroøkologisk udvikling, og de vil ikke støtte økonomisk med midler til produktionsudstyr.

Særligt i Para State er det politiske klima giftigt for organisationen. Højrefløjen arbejder på at få organisationen kriminaliseret og få den sat på listen over terrororganisationer. Kampen er blevet intensiveret det sidste år, højrefløjen arbejder på et politisk comeback næste år, når Lula’s efterfølger til præsidentposten skal vælges. Bevægelsen er udsat for paramilitære trusler og chikane. 18 medlemmer har været kidnappet og familier udsættes for trusler om vold.  Tre ledere er flygtet ud af Para State, fordi der er udstedt arrestordrer.

Bevægelsen ser sig selv som en politisk bevægelse, der arbejder til gavn for udviklingen i hele Brasilien. Bevægelsens basis er familierne, man kæmper for familiers ret til jord, en god bolig, uddannelse, sundhed, tryghed og trivsel.  Kampmidlet er pression og MST har ry for at være en stærk organisation med et godt netværk til andre sociale bevægelser. Der er i Brasilien over en million mennesker, der er involveret i kollektive jordbesættelser som Icoaraci. Men med en befolkning på 200 millioner, så er det  ½ pct. af befolkningen. Lige nu oplever de, at kampen handler om at overleve – især i Para State.

 

 Reflektioner over Peter Kemps foredrag

“En ny begyndelse”

Peter Kemp begrunder sit foredrags titel ”en ny begyndelse” med, at begrebet verdensborger har fået en betydning efter murens fald.

Det første verdensborgerideal, der blev indvarslet med renæssancen –  havde fokus på borgerens ret til at kritisere statsmagten.

Det andet verdensborgerideal, 19’tallets ideal, fokuserede på retten til at være individ.

Det tredje verdensborgerideal, det 21. Århundredes ideal, fokuserer på borgerens frigørelse af nationalstaten.

Peter Kemps postulat er, at det 21’ århundredes borgere har både et nationalt borgerskab og et globalt borgerskab. Dette forhold frigør den moderne samfundsborger til at forholde sig kritisk til nationalstaten.

Dette begrunder han med:

1. Tilsynekomsten af en global opinion, der ikke længere er splittet af en politisk- ideologisk øst – vest akse.
2. Reaktionerne på de igangværende kriser: finanskrise, fødevarekrise og klimakrise – der alle kalder på globale svar i form af transnationale styringsmekanismer.

Med andre ord: vi er ved begyndelsen af en ny stor fortælling om et globalt fællesskab der bygger på en fælles global historie. Med det politiske skifte i USA fra Bush til Obama er der samtidigt skabt en politisk situation, hvor i alt fald visse politikere er villige til at påtage sig den pædagogiske opgave, det er at give denne fortælling stemme.

Peter Kemp ser ingen verdensstat i horisonten – og han har heller ikke noget ønske om en fremtidig verdensstat. ”Hvis vi får en verdensstat med en politisk leder som George W. Bush, så er vi ringere stillede, end vi er i dag”.  Han ser den igangværende udvikling af en stærkere global opinion og et stærkere globalt civilsamfund som de kræfter, der skal tumle fremtidens udfordringer. Dette civilsamfund inkluderer både et globalt marked, internationale NGO’er og samarbejdende nationalstater.

Peter Kemp ser den igangværende danske kulturkamp med Dansk Folkeparti i spidsen for at bevare den suveræne nationalstat som de sidste krampetrækninger før tæppefald. Netop fordi tankeskiftet hen mod en ny forståelse af medborgerskab og en ny fortolkning af historien er radikalt, er modstanden hård.  

For Peter Kemp er det nye pædagogiske dannelsesideal, som vi alle bør forpligte os på karakteriseret ved:

1. Den bæredygtige udvikling,
2. Sameksistens mellem kulturer, nationer og verdensdele,
3. Den politiske kontrol med den transnationale finansverden.

Det vi fælles må arbejde for, er at bekæmpe den ideologi, der bæres af en falsk bevidsthed om mennesket baseret på skæbnetro, forestillinger om egen ubetydelighed og magtesløshed overfor de globale politiske problemstillinger. Vi må bekæmpe forestillingen i den rige verden om, at mennesket kan drukne sin sorg over egen utilstrækkeligt i klimaspørgsmålet i et umådeholdent forbrug.

Vi står med andre ord foran humanismens genfødsel i en global iklædning. En iklædning hvor vi som mennesker tør være i hinandens selskab, hvor vi tør forbruge bæredygtigt og hvor vi tør tage kontrollen med den globale samfundsudvikling på os.

 

Peter Kemp’s analyse baserer sig på det han ser. Hans indlæg er en teoretisk analyse – som sådan har han ikke nogle forslag til konkrete handlinger. Men hvis hans analyse holder, så giver de handlinger vi allerede gør i en organisation som AWE fortsat god mening. Han leverer nye perspektiver til forståelsen af vores arbejde og måske også et kærkomment korrektiv til dele af det i sit opgør med forestillingen om verdensstatslige institutioner. Hans credos om at globale problemer skal løses lokalt er besnærende, men de har også deres begrænsninger i en verden, hvor de rige lande systematisk har eksporteret krig, fattigdom, sult og klimakatastrofer til de dele af verden, hvor lokalsamfundene har de færreste ressourcer politisk, økonomisk og uddannelsesmæssigt – til at løse dem. Borgernes løsningsstrategier i disse lande er sine steder kendetegnet ved apati andre steder ved individuelle løsninger som migration eller kollektive løsninger i form af opbakning til lokale mafiaer, militser eller internationale terrornetværk. Over for det står en lang sej kamp for at etablere lokale civilsamfundsbevægelser med det pædagogiske sigte at fremme det dobbelte medborgerskabsideal: mennesket som nationalstatsborger og verdensborgeren.

Bestyrelsens beretning 2008-09

 

AWE’s identitet

I mange år har bestyrelsen talt om AWE som en netværksorganisation, i 2008-09 er vi begyndt at tale mere om, hvad det vil sige at være en netværksorganisation. Hvad betyder det, når vi siger, at AWE er en netværksorganisation, der netværker om folkeoplysning?

I 2009 har AWE International – foranlediget af Alan Furth fra Cobscook Community Learning Center og med assistance fra Nöel Bonam – gennemført en spørgeskemaundersøgelse (et Survey) blandt vores Chapters, for at blive klogere på, hvad der foregår rundt om i AWE-chapters, og hvordan AWE kan bidrage til at støtte dette arbejde. Resultatet af undersøgelsen vil foreligge til generalforsamlingen – og den vil blive offentliggjort på AWE’s hjemmeside.

 

Confintea VI

Confintea – Conference International for Education of Adults

I de sidste 2 år har AWE Danmarks bestyrelse arbejdet målrettet for, at Confintea VI i Belem – Brasilien 2009 skulle markere ”et gennembrud” for AWE Internationalt – ikke mindst med EDU-game som omdrejningspunkt.

Imidlertid kom der sten i skoen. Først havde vi problemer med vores akkreditering ved UNESCO i relation til konferencen.  Det problem blev løst – dels ved at  AWE  ved Jakob Erle fik en plads i den officielle danske delegation til konferencen. Dels ved, at AWE blev godkendt med en Workshop – både på NGO-konferencen FISC og ved den officielle konference. Disse ggodkendelser kom imidlertid så sent, at det ikke kar muligt at få mange udenlandske AWE-medlemmer til Brasilien. Fra AWE var derfor tilmeldt

Fra Danmark: Jørn Boye Nielsen, Kirsten Bruun, Jakob Erle og Rikke Schultz

Fra Chapters: Edicio de la Torre, Filippinerne, Sherlie Walters Sydafrika og Ana Maria Barros Pinto fra Brasilien.

Som forberedelse var bl.a. produceret en Journal og der var indkøbt et antal eksemplarer af ”the Struggle of the people”af Ove Korsgaard.

Da alt var klart og billetterne købt – så kom der en meddelelse fra Brasilien – at konferencen var udsat  pga. risiko for spredning af influenza-A virus.

Resultatet blev, at den danske delegation trodsede farerne og tog til Belem, hvor vi fik en forrygende uge , der blev brugt til at opbygge en kontaktnetværk til folkeoplysning i Para-state – baseret på Paulo Freires tanker. Turen er beskrevet på.AWE Internationals blog:  http://www.awe-international.com/

Det er nu annonceret at konferencen gennemføres i dagene 28. -30. Nov. (FISC) og 1.-4. Dec (Confintea VI). Her deltager AWE med en workshop på begge konferencer.

 

Edugame og læringsplatform

I 2009 har AWE Danmark fået en bevilling på 55.400 kr af tipsmidlerne til etablering af en elektronisk Wiki , der kommer til at rummer spilbrikker og andet elektronisk materiale . Bestyrelsen har indgået en kontrakt med IAED om produktion af sitet.

 

Samarbejde med Rusland (Elisabeth)

Russiske AWE er repræsenteret 7 steder ( Bashkortostan, Cheliabinsk, Tatarstan, S.Petersburg, Moskva og 2 steder i Moskva regionen.

Desuden i Polotsk i Belarus og 2 steder i Ukraine (Kharkov og Kiev).

Alle steder findes lokale læringscentre, de fleste er tilknyttet skoler og/eller lærer uddannelsessteder.

Hvert center har en koordinator, som har forbindelse med Lida  Shkorkina, hvorfra de får alle relevante informationer.

Der afholdes konferencer/seminarer flere steder årligt, ofte med dansk AWE deltagelse.

Desuden oversætter Lida artikler, bøger og poesi til russisk, som de lokale læringscenter får gavn af. Der ud over arrangerer hun ”frivilliges” ophold.

Lida er i Danmark hvert år, af og til har hun en gruppe unge med, som så får et indblik i danske forhold.

Læs mere:

http://www.rawe.ru/

 

 

Samarbejde med Brasilien  (Jørn)

 

Gæstelærere/ elever  på Flakkebjerg efterskole (kirsten

Flakkebjerg Efterskole fik i skoleåret 2008 / 2009 stor glæde af AWEs internationale netværk.

Årets verdensborgerprojekt blev afholdt i uge 11 og 12 under overskriften ” Den globale opvarmning og hvordan det påvirker os alle” Vi inviterede med støtte fra Danidas omvendte rejsestipendier 6 unge fra henholdsvis Uganda, Ghana,Bangladesh, Indien og USA, til at deltage sammen med skolens øvrige elever. Vi havde 2 meget lærerige og fornøjelige uger for begge parter. Forløbet afsluttedes med en stor konference med 300 gæster hvor resultaterne blev vist frem.

 

 

 

Ny hjemmeside og Fanside på Facebook

AWE –Danmark har endnu engang fået ny og mere dynamisk hjemmeside. Hjemmeside adresse er den samme som tidligere: http://www.world-education.dk/. Samtidig har AWE fået en Fan-side på Facebook – denne fanside er tænkt som et fælles kommunikationscentrum for alle AWE-medlemmer og chapters. Der en mange af vores udenlandske medlemmer, der er meget aktive på Facebook – så der ligger nye muligheder for et styrket AWE-netværk her.

Små nyheder

AWE Danmark arrangerer i forbindelse med generalforsamlingen d. 25.9 et debatmøde med Peter Kemp

AWE Danmark har i 2009 fået bevilliget 20.000 af Tips og Lottomidlerne til fortsat udgivelse af Journal.

 

 

Rikke Schultz